• Forord.
• Indhold.
• Båden.
• Sejlteori.
• At sejle.
• Meteorologi.
• Sikkerhed til søs.
• Knob & stik.
• Ordliste.
• Tilbage
• Forsiden

Lateralcenter.
Hvis en båd er bygget med helt fladt skrog, som f.eks. Laser eller Trapez, og uden ror og køl, vil den være meget levende, nærmest ukontrollabel, kun skrogets facon med større længde end bredde vil give en form for retningsstabilitet, men meget begrænset.

En Laser nedenfra. En båd med helt flad og glat bund og uden køl og ror er helt ukontrollabel.

Allerede når man sætter ror på båden, bliver den meget mere stabil, fordi rorets plade yder modstand mod vandet. Den modstand forsøger båden at modvirke ved at flytte sig – frem eller tilbage, afhængig af drivmidlets påvirkning (drivmiddel = sejl, motor eller årer). Når man så drejer på roret vil båden dreje ved at svinge agterenden ud. Drejepunktet vil være stævnen, men båden vil stadig have tendens kure sidelæns ved sidevind.
Tilføjer man nu en køl, øges den samlede modstand mod sideværts bevægelse og drejepunktet flyttes langt tilbage til et sted i nærheden af kølens forkant, og bådens retningsstabilitet forøges så meget, at man kan sejle næsten mod vinden (ca. 45^o). Dette punkt kaldes lateralcenter.

Sejlcenter.
Ligesom skroget har sejlene et ligevægtspunkt, et sejlcenter. Sejlcentret er betydelig mere fleksibelt end lateralcentret, fordi man kan svinge sejlene fra den ene side til den anden, og på både med flere sejl (storsejl og forsejl) kan man ændre sejlenes areal og placering. Hvis sejlet står langt ud over siden – som f. eks. ved halvvind eller agten for tværs — ligger sejlcentret uden for båden. Båden vil forsøge at følge vinden, men køl, ror og skrog yder modstand, og for at undslippe vinden flytter båden sig: den sejler den retning, som sejlene og køl/ror giver den mulighed for, men de 2 modsat rettede kræfter får båden til at hælde til læ side.

Hvis forsejlet dominerer bliver båden lægirig – hvis storsejlet dominerer bliver båden luvgirig. Søsportens Sikkerhedsråd

Sejlcentret er afgørende for bådens opførsel, især hvis der ikke er hold på roret (skipperen er faldet i vandet e.a.). Hvis sejlcentret ligger langt fremme i båden, bliver den lægirig, d.v.s. at den drejer med vinden – ret uheldigt, især hvis rorsmanden er gået i baljen, for båden fjerner sig fra ham. Hvis sejlcentret ligger langt tilbage i båden, bliver den luvgirig, altså har tendens til at gå op mod vinden, og så bør båden gå i stå – måske stagvender den et par gange, men den vil være nemmere at indhente, hvis man er faldet i vandet.












Vindens virkning på sejlene.

Når vinden blæser lige ind på et sejl, opbygger luften en "pude" af luft i sejlet, som vinden glider af på, og der opstår turbulens på sejlets læ side. Vinden udnyttes ikke optimalt, fordi turbulensen skaber "bagvind" på forsiden af sejlet.		En effektiv måde at udnytte vindkraften på er at lede luftstrømmen ud af sejlet, således at der opstår så lidt turbulens (bagvind) som muligt.
Når vinden rammer et sejl, skaber den overtryk på sejlets konkave side, og undertryk på sejlets konvekse side. Undertrykket – suget – på sejlets "yderside" (den konvekse side) kan være ca. dobbelt så stort som trykket på den konkave side.
Vindenergien udnyttes bedst, hvis luftstrømmen bøjer blødt af.	Haler man for hårdt hjem på skøderne opstår der turbulens på sejlets læside (bagvind), og det giver tab af vindenergi.	På læns skyldes lav fart ikke kun lav vindhastighed men også turbulens.
Når vinden giver en vis fremdrivende kraft i en båds storsejl (1), kan denne kraft øges, hvis man sætter et forsejl (2), men kun hvis samspillet mellem sejlene er rigtig. Hvis bredden på åbningen mellem sejlene er rigtig (3), ledes luftstrømmen gennem denne ud til storsejlets læside og skaber der et kraftigt undertryk. Er åbningen alt for bred (4), øges vindhastigheden ikke, idet vinden ikke »klemmes« nok sammen. Er åbningen for smal (5), giver forsejlet bagvind i storsejlet.

Afdrift
Så snart båden sejler, forekommer vinden at komme fra en lidt anden retning, end den gør på land. Det skyldes sejlbådens fart.
I fuldstændig stille vejr ville man føle en vind komme lige forfra med en fart lige så stor som bådens. Den vind, man føler om bord, er den tilsyneladende vind, et resultat af den sande vind og den skabte fartvind. Den tilsyneladende vind kommer mere forfra end den sande vind, på grund af bådens fart. Når denne øges, kommer den tilsyneladende vind endnu mere forfra, og omvendt, når vinden aftager.
Når man sejler med vinden agterind, er fartvinden og den sande vind rettet mod hinanden, og vinden føles svagere om bord, end den i virkeligheden er. Når man sejler imod vinden øges den sande vind af fartvinden og om bord virker det, som om det blæser meget mere end tilfældet er.
Ved sejlads med vinden agten for tværs i vindhastigheder på 8-14 m/sek. kan mange både føre fulde sejl, men ved springende vind, hvor man måske ind imellem må sejle halv vind og bidevind, kan det virke som om vinden pludselig bliver meget stærkere i disse tilfælde, og båden krænger kraftigt. Det skyldes ikke, at den sande vind er blevet stærkere, men at den tilsyneladende vind er tiltaget.
Den tilsyneladende vind blæser langs sejlet og udvikler en kraft på dette, som virker i en omtrent ret vinkel fra dugen. Den vind, der driver en båd frem i en bestemt retning, blæser sjældent i denne retning. Den fremdrivende vinds kraft kan opdeles i en fremadrettet kraft (i bådens retning), og en siderettet kraft (afdriftskraft) i ret vinkel mod den første. Den fremadrettede kraft er den, der driver båden frem.
Hvis man sejler med vinden ind agten for tværs er den fremdrivende kraft ret stor og giver god fart, fordi den siderettede kraft da er svag. Ved sejlads mod vinden er den fremadrettede kraft imidlertid lille og den siderettede kraft mange gange større. Jo højere op i vinden en båd sejler, desto mindre bliver den fremadrettede kraft, medens den siderettede kraft forbliver stor. Sejler man alt for tæt til vinden, bliver den fremaddrivende kraft mindre end bådens og riggens luftmodstand. Båden ligger stille og man mister styreevnen.
Den siderettede kraft virker i ret vinkel fra bådens langskibs linie og vil presse båden sideværts. Skrogets undervandsdel gør ringe modstand ved bevægelse fremad, men stor modstand ved bevægelse til siden. For yderligere at øge denne sidemodstand kan man montere en sænkekøl under båden. Båd, ror og sænkekøl modvirker tilsammen den sideværts bevægeIse (afdrift), som bliver reduceret betydeligt. Men den siderettede kraft i sejlet får båden til at krænge.
Hvis man sigter mod et punkt, der ligger direkte i vindens retning vil vind og båd samarbejde, der er ikke nogen kræfter, der modarbejder hinanden, og man kan sejle direkte mod punktet og ende der, hvor man ønsker.
Hvis man så drejer i forhold til vindretningen opstår der en konflikt mellem vindens og bådens retning, og båden driver lidt mod læ, mens skrog, ror og køl forsøger at modvirke afdriften. Sigter man direkte mod et punkt uden at korrigere kursen, vil man opleve, at man ender et stykke til læ for det sted, man sigter på.
Se søens retningsangivelser her.